Grækenland og Europa

Grækerne kalder ikke deres eget land for Grækenland. Ordet Grækenland for landet Grækenland er ikke nogen græsk opfindelse. Det er ordet Europa derimod, for det stammer fra Grækenland. Ja jeg synes altså, at dette er pudsigt, når man ser på Grækenlands nuværende problemer med Europa og den europæiske mønt.

Grækenland er ganske vist landet hvor grækerne bor, men selv kalder de landet for Ellada (Ελλαδα) eller ”gammeldags” Ellas (Ελλάς). Dem der samler på frimærker ved det.

På det gamle frimærke jeg her har vist står det med store bogstaver ELLAS. (Det er fra dengang de brugte drakmer. (Måske kommer drakmen til at genopstå som en anden fugl Føniks?). Den lange form for landet er den Ellenske/Hellenske/Græske Republik: (Ελληνική Δημοκρατία, Elliniki Dimokratia).

Her er det nok på sin plads med lidt om det græske 'h' (eller mangel på samme). Nygræsk har ikke noget 'h', på oldgræsk havde man derimod, hvad sprogfolk kalder et aspireret h (selv foretrækker jeg at kalde det et pustet h, fordi man stort set kun hører en form for pust). Nærmere betegnet anvendtes der på oldgræsk et såkaldt aspirationstegn (åndetegn) som angiver et foranstillet -h ('). Dette aspirerede h blev senere stumt, det vil sige således at man slet ikke hører noget h. Dette kan måske bedst sammenlignes med danske ord som hvem, hvad og hvor, hvor h'et er stumt på rigsdansk, det vil sige at det overhovedet ikke udtales (med mindre man altså taler for eksempel vendelbomål). Efter en fremtidig retskrivningsreform kan vi måske skrive: vem, vad og vor – vem ved?

På oldgræsk skrev man således Ἑλλάς (= Hellas), medens man på nygræsk skriver Ελλας (= Ellas). Hellada Ἑλλάδα var en oldgræsk akkusativ af Ἑλλάς, men er nu på moderne græsk blevet forfremmet til nominativ i formen Eλλαδα (Ellada).

Det (ny)græske ord for (sproget) græsk er ellinika (ελληνικά) og det (ny)græske ord for grækere er ellines (ελληνες) – det vil altså sige at grækere anser sig selv for at være (h)ellenere og for at tale (h)ellensk. (Hellenerne var oprindeligt én ud af mange græske stammer).

Pudsigt nok er Norge et af de særdeles få steder i verden, hvor man kalder Grækenland for Hellas (både på nynorsk og bokmål). Det var romerne der begyndte med at kalde landet Graeci, som nok bygger på et græsk ord ”grækos” (Γραικός), det vil sige græsk, men dette ord vil jeg ikke komme nærmere ind på her, da det er af uvis oprindelse.

Ordet Europa for den europæiske verdensdel har vi fået fra græsk. Selve ordet er af uvis oprindelse, men nogle mener, at det muligvis er afledt fra (old)græsk eurys (εὐρύς = "bred") og ops (ὤψ = "ansigt"). Andre mener, at ordet Europa er baseret på et semitisk ord, nemlig det akkadiske erēbu i betydningen "solnedgang". Set fra Mellemøsten går solen ned over Europa, landene i vest. På samme måde antages det, at ordet Asien kan tænkes at komme fra et semitisk ord som det akkadiske asu, "solopgang".

Hvorom alting er, så spredte ordet ”Europa” sig fra græsk til Europas romanske sprog gennem en berømt myte. som blev genfortalt i sen-antikken. I græsk mytologi var Europa en fønikisk prinsesse, som blev forført af Zeus i form af en hvid okse og ført til øen Kreta, hvor hun fødte Minos, Rhadamanthys og Sarpedon. For Homer var Europé (græsk Ευρωπη) den mytologiske dronning af Kreta, ikke stedet, som hun blev ført til. I lighed med andre græske myter er denne myte næppe ophavet til ordet Europa i sig selv, men skabt i eftertiden for at give ordet en spændende forhistorie. Senere blev Europa ensbetydende med fastlandet Grækenland, og fra omkring 500 f.Kr. omfattede betydningen efterhånden også landene nord for Grækenland – og nu altså hele verdensdelen (selv om nogle måske opfatter Grækenland som liggende uden for Europa).

Ak ja.